Kan AI kode din næste app?
Design en webapp med SkoleGPT og kodning
⏱️ 4-6 lektioner
🪜 5.-9. klasse
📚 Teknologiforståelse, Natur/teknologi, Matematik, Fysik/kemi, Dansk
I denne aktivitet skal I være digitale innovatører! I skal løse et ægte problem fra jeres egen hverdag ved at skabe en fungerende webapp. Men i stedet for at skrive tusindvis af linjer kode fra bunden, skal I bruge AI til hjælp (vibecoding) – altså at styre og instruere en kunstig intelligens til at skrive og rette koden for jer – og måske lærer om webudvikling undervejs.
Opmærksomhed
Når I skal kode apps, især med AI, er der et par forholdsregler I skal tage højde for, før app’en må udgives.
Forholdsregler
- AI: Brug aldrig personlige oplysninger (navne, adresser, adgangskoder) i jeres instrukser (prompts) til AI’en.
- Data: Vores apps skal gemme data i browseren via
localStorage. Det betyder, at data bliver på den enkelte enhed og ikke sendes til en usikker server på nettet. - Ophavsret: Tjek at I ikke bruger beskyttede billeder eller logoer uden tilladelse.
- Etik: Tjek at appen ikke indeholder følsom information i koden.
Førstehjælp
Skulle I komme til at glemme en eller flere af forholdsreglerne, bedes I kontakte jeres lærer, så vedkommende kan hjælpe med det fixe det. I værste fald skal I starte forfra.
Oprydning
Når I er færdige med jeres projekt, logger I ud og sletter alt der ikke skal gemmes mere. Hvis I gerne vil gemme jeres kode lokalt, kan I zippe det og uploade til jeres drev eller andet sted.
- I arbejder sammen i makkerpar.
- Dagens mission er at gå fra ét konkret problem i jeres hverdag til en færdig webapp, som kan installeres eller bruges direkte på mobil eller computer.
- Brainstorm: Find et simpelt hverdagsmønster, I vil forbedre.
- Eksempler: En “hvad skal vi spise”-generator, en lektie-tracker, et lykkehjul til pligter eller en simpel pointtæller til spil.
- Tegn en wireframe (en hurtig papirskitse af skærmbilledet) med knapper, felter og overskrifter.
Gode råd:
- Bed AI skrive koden på engelsk, så den ikke kommer til at oversætte syntaksen til danske ord, med mærkelige bogstaver.
- Brug “KISS“-princippet (Keep It Simple Stupid!). For at formindske fejl og ikke miste overblikket, så tag ét element ad gangen og få lavet koden til det. Sæt elementerne sammen til sidst.
- Debug ved at prompte koden tilbage og fortæl hvad du tror fejlen er.
- Prompting er en proces. Hvis det fejler, så prøv igen på en anden måde.
Opret kode
- Åbn jeres valgte AI (f.eks. SkoleGPT) og kodeditor (f.eks. CodePen eller PlayCode).
- Første prompt: Bed AI’en om at bygge grundstrukturen ud fra jeres papirskitse.
- “Skriv koden til en simpel webapp. Alt skal samles i én HTML-fil (inklusive CSS og JavaScript). Appen skal have følgende funktioner: [beskriv jeres idé].”
- Kopier koden fra AI’en over i kodeditoren og se jeres app vågne til live!
Forbedring af kode
- Vis jeres første, rå udgave af appen til et andet par.
- Tjek: Virker de grundlæggende knapper?
- Nu skal koden finpudses, designet skal gøres lækkert, og funktionerne skal udvides via iterativ forbedring med AI.
- Lokal lagring: Hvis jeres app skal gemme data, så husk at instruere AI’en i at bruge
localStorage, så appens data ikke forsvinder, når siden opdateres.- “Opdater koden, så den gemmer [f.eks. min to-do liste] i browserens localStorage.”
- Test appen grundigt og ret til via prompts:
- Design: “Gør baggrunden mørk, knapperne runde og teksten større.”
- Funktionalitet: “Tilføj en knap til at slette et punkt igen.”
- Brugertest: Byt computer med et nabopar i 15 minutter (opsaml evt. data herpå under “opsamling”).
- Observer hvordan de bruger jeres app:
- Hvad overser de?
- Hvad driller?
- Notér 2 konkrete ting, der skal forbedres.
- Gå tilbage til AI’en og giv den instruktionerne til at rette de fejl, I fandt under brugertesten.
- Jeres app skal gøres klar til udgivelse, så rigtige brugere kan tilgå den via et link eller en QR-kode.
- Eksporter eller gem jeres endelige
.html-fil fra editoren. - Upload filen til skolens/holdets fælles drev eller hjemmeside.
- Generer en QR-kode, der peger direkte til jeres nye webapp.
- “App Store”: Alle lægger deres skærm frem eller hænger en QR-kode op på væggen.
- Gå rundt, prøv hinandens apps, og giv digital feedback.
- Projekttanke: Overvej hvordan denne app (eller en videreudvikling) vil kunne indgå som dit innovative produkt til fx 9. klasses projektopgave!
I kan evt. trække data ud fra jeres testfase og behandle dem i et regneark.
- Brugertest: Saml data over, hvor lang tid det tager nye brugere at udføre en opgave i jeres app, eller tæl antallet af “fejlklik” (kliks på forkerte knapper).
- Datavisning: Opret et simpelt søjlediagram eller cirkeldiagram, der viser jeres app-tests effektivitet eller brugertilfredshed.
Svar på følgende spørgsmål i jeres gruppe. Disse svar kan bruges direkte i synopsen eller den mundtlige fremlæggelse:
- Hvordan forklarede I jeres idé til AI’en? Hvilke oplysninger var I nødt til at skære væk (abstrahere) for, at AI’en kunne forstå opgaven?
- Hvad er fordelene og ulemperne ved at brugen gemmes i
localStoragei stedet for på en central server/database? (Tænk på datasikkerhed vs. funktioner). - Hvad betyder det for fremtidens arbejdsmarked, at alle kan “kode” en app via AI uden at kende det reelle programmeringssprog?
- På en skala fra 1-10, hvor meget løser jeres app det oprindelige hverdagsproblem? Hvilke funktioner mangler der, for at den ville kunne sælges i en rigtig App Store?





